Endnu engang samles vi til en stemningsfuld gudstjeneste med dæmpet belysning, smuk musik og refleksioner. Det er en hel særlig stemning og ro der er til disse gudstjenester, når der er mørk udenfor og vi kan sidde trygt og godt og bare nyde de levende lys i kirken. 

Præcis den 19. marts er det også 25 år siden jeg blev ansat som præst i Den Danske Folkekirke, så jeg tænker, at emnet den aften vil være tid – for hvor blev den lige af? 

Det var den 19. december 1999 jeg blev indsat i Ramløse og Annisse pastorat i mit første embede, og har siden da været ansat forskellige steder i Frederiksværk provsti. Det er faktisk den fjerde provst jeg er ved at slide op, for ikke at tale om utallige menighedsrådsmedlemmer! 

Nu vil den kvikke læser nok tænke, at der da er mere end 25 år mellem 1999 og 2025, men det hænger sammen med, at jeg på et tidspunkt havde 3 måneders orlov, så derfor er det den 19. marts.

Jeg kan godt huske, hvor nervøs jeg var til min indsættelse og bedre blev det ikke, da mine 2 første gudstjenester var juleaften. 

Det første halvandet år rystede mine ben inde under præstekjolen, hver gang jeg stod i kirken. Men det gik heldigvis over med tiden.

Man kan vel godt sige, at jeg har været en slags provstiblæksprutte. Næsten 11 år var jeg deltidsansat sammen med Michael Porsager, men derudover fik jeg forskellige andre stillinger rundt om i provstiet, så jeg kunne komme op på fuld tid. 

Det begyndte med at jeg blev sekretær og kordegn for den tidligere præst i Villingerød og Esbønderup, så havde jeg i en årrække 25% som sygehuspræst på Esbønderup Sygehus, var igennem 13 år først 25% og siden 50% i Søborg, jeg sad i 2002 1 år i en halv stilling på kirkekontoret i Frederiksværk og tastede kirkebogen ind elektronisk og de sidste 6 år har jeg så været på Arresødal hospice og 14 år her i Mårum. 

Har kirken så ændret sig i de 25 år? Ja det synes jeg den har – og til det bedre. Der er kommet større bredde i udbuddet af arrangementer, kønsfordelingen blandt præster er mere ligelig og så – og det er det bedste af det – er holdningen til hvordan en præst ”bør” være og gebærde sig, kommet mere i overensstemmelse med virkeligheden. Jeg møder ikke længere nogen der siger ”De” til mig, eller ser skævt til mig, fordi jeg drikker et glas vin eller to til en fest i forsamlingshuset og sætningen ”præster er jo også bare mennesker”, høre jeg oftere. For det er jo sådan det er. Eller også er jeg bare blevet mere immun med årene.

I hvert fald har det været 25 fantastiske år og det er verdens bedste job at være præst og det er jeg slet ikke færdig med. 

Det skåler vi på med et glas efter gudstjenesten 19. marts.