
Et særligt samlingspunkt i Mårum og omegn fylder rundt. En ildsjæl og igangsætter af, ja man fristes næsten til at sige af Guds nåde, fylder rundt.
Det er vores alle sammen Pia Niebuhr, præst i Mårum Kirke og hospicepræst på Arresødal Hospice, der fylder 60 år tirsdag den 13. juni.
Og det skal ikke gå stille af. Derfor vil Mårum Menighedsråd gerne invitere til stor fødselsdagsreception i præstegårdshaven i Mårum lørdag den 10. juni mellem kl. 14.00 og 17.00. Alle er velkomne, men I må gerne tilmelde jer, så vi ved nogenlunde, hvor mange der kommer.
Tilmelding til Pias 60 års fødselsdag
Og helt i Pias ånd vil der være fadøl, vin og en let anretning. Ligesom der vil være livemusik og som altid, når Pia åbner sin have: Mulighed for en tur i hendes badesø og sauna, hvis nogle friske sognebørn er klar på det.
Vi håber, I har lyst til at fejre vores præst og meget værdsatte lokale ildsjæl.
Vel mødt.
Mårum Menighedsråd